Tak for et mega fedt frivilligarrangement i weekenden!
Årets Musikcamp-frivillige mødtes lørdag d. 2. november for at spise, hygge, networke, få ny inspiration og ikke mindst feste sammen – som tak for deres fantastiske frivillige indsats i løbet af sommeren.
Det hele foregik i Kulturrummet Thys lokaler, hvor Madværkstedet havde lavet lækker kødgryde til de frivillige.
Efter aftensmaden fik vi besøg af musiker og sangskriver Aksglæde, som aftenens arrangør Line Gam Skjødt Gade holdt artisttalk med. Der kom inspiration til sangskrivning og lyrik på bordet, men også sjove og rørende anekdoter om Aksglædes vej ind musikbranchen.
Senere var Line vært for en workshop om nye måder at gribe sangskrivning an på. Forskellige sjove øvelser med brug af gamle bøger og avisudklip mundede ud i en håndfuld mere eller mindre gode sangtekster og digte. Bagefter skulle de frivillige synge eller recitere deres nyskrevne tekster foran de andre. Til stor begejstring fra det veloplagte publikum.
Da alle havde fået en kop øl eller to, drog forsamlingen videre til koncert i det fantastiske URT (Ungdomsrådet i Thy).
Roni Per varmede salen op, og derefter indtog Aksglæde scenen. Festen fortsatte for Musikcamps frivillige, og dansen varede ved til langt ud på natten.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.